Bjergsport – gal eller genial. Artikel fra Ugeskrift for Læger julenumret 2007 om risici ved bjergsport
Bjergbestigning blev født den ottende august 1786 med førstebestigningen af Mont Blanc af lægen Michel Gabriel Paccard sammen med den lokale bonde Jacques Balmat fra Chamonix dalen. Paccard havde flere motiver udover det sportslige da turen også havde til formål at måle barometertrykket på toppen. Der var udsat en stor pris af det videnskabelige selskab i Geneve for at få denne måling idet det var et af tidens store videnskabelige spørgsmål efter at man godt 100 år tidligere for første gang havde vist at trykket faldt i højden. Mont Blanc er den runde top i midten af billederne og fødestedet for bjergbestigning, klatringen gik op ved højre kant af gletcheren Der er siden sket meget, bjergbestigning har udviklet sig voldsomt og bjergsport er i dag en af de hastigst voksende idrætsgrene på verdensplan og bjergmedicin er blevet en selvstændig disciplin med internationale videnskabelige selskaber og tidsskrifter.
Hvad er bjergsport? Bjergsport er et meget vidt begreb og dækker alt fra store ekspeditioner til verdens højeste bjerge til glæden ved at løse en bevægelseskabale på en · Ekspeditioner til verdens højeste bjerge og klodens mest øde områder. · Alpin klatring der foregår op ad · Skibjergbestigning (populært kaldet Randonee, hvor man med en speciel binding og kunststofskin under alpinski kan færdes overalt i vinterbjerge). · Klatring på frosne vandfald. · Klatring på mindre klippevægge (nærmest for Danmark er Kullen i Sydsverige) hvor man enten selv skal placere sikringsudstyret eller hvor der er indboret sikkerhedsbolte i klippen. Dette er den mest almindelige form for udendørs klatring · Bouldering, dvs. klatring på sten og klippeblokke hvor reb og lignende sikkerhedsudstyr ikke er nødvendigt. · Kunstige klatrevægge, typisk indendørs. Der er i Danmark ca. 4000 medlemmer af Dansk Klatreforbund, som er fuldt medlem af Dansk Idræts Forbund og den største og ældste klub er Risici ved forskellige typer bjergsport Der er mange fordomme og myter om klatring og bjergsport, som en ekstremsport med vanvid og stort døds potentiale. Dette bekræftes ofte ved den måde sporten fremstilles på i diverse medier. Der er en mortalitet på 1,58% for ikke lokale deltagere/sherpaer på ekspeditioner til Mount Everest og for dem der når toppen er mortaliteten 3% for bjergbestigere med brug af supplerende ilt og 8,5% uden brug af iltflasker (1). Der har været et dødsfald blandt de ca. 25 danske forsøg, der har været på at bestige Everest. Det skete i
Everest set fra lejr 1 med Western Cwm og SW-væggen samt vores rute i 96 og 2000, normalvejen til højre
Der er få opgørelser for mere almindelig klatreaktivitet. En ældre fra Yosemite National Park i Californien fandt en skadesfrekvens mellem 0,2 og 0,4% pr klatredag. (2). Klatringen her regnes for at være svær og krævende sammenlignet med de fleste andre steder i verdenen. For det store flertal af helikopter redninger i de schweiziske alper er der tale om redninger efter fald på let terræn som vandrestier og ski pister. En af de største risici ved bjergsport er lavineulykker ved offpiste skiløb og der omkommer årligt ca. 150 i Alperne som følge af lavine ulykker. Dette tal her været konstant igennem mange år og må derfor tolkes som relativt faldende, da antallet af off-piste skiløbere og skibjergbestigere er kraftigt stigende. Der er både flere og bedre skiløbere, men der er også sket en teknologisk udvikling i ski og sikringsudstyr som bl.a. lavine bippere. For klatring på kunstige indendørs klatrevægge er der en risiko på 0,016% pr. besøg eller på 0,079 pr 1000 timers aktivitet. For deltagere i worldcuppen i klatring i 2005 var skades frekvensen på 3,1/1000 timers aktivitet. Dertil kommer overbelastningsskader som følge af hård træning som i al anden elitesport (3). Disse tal kan sammenholdes med en risiko på 30,3/1000 timer ved kamp og 6,5/1000 timer ved træning for svenske landsholdsspillere i fodbold. (4) Udbytte af klatring Der kan være mange grunde til at dyrke sporten og den mest berømte årsag gav Everest pioneren Mallory i 1920’erne, da han under et foredrag i USA svarede på spørgsmålet og hvorfor man skulle forsøge at bestige Everest. Han svarede: ”Because it is there” Selvom der i dag findes World Cup og mesterskaber indenfor skibjergbestigning, indendørskaltring og isklatring så er det højest 2% af udøverne der deltager i nogen form for konkurrence. Den primære årsag til at dyrke bjergsport er meget forskellig for de enkelte udøvere, men modsat de fleste andre sportsgrene er det ikke en konkurrence imod andre. Glæden ligger i egen træning, forbedring af egne evner, udleve drømme og ved de store naturoplevelser der er i udendørs bjergsport. At klatring og bjergbestigning kan være givtigt på mange planer ses også af bjergsports relaterede aktiviteters popularitet på lederkurser og i teambuildning. Det er ikke ”bare” en sport, der er mange udfordringer på andre planer ikke mindst af psykologisk karakter. Konklusion. Ekspeditionsklatring har en høj risiko profil, som deltagere må forholde sig til. Specielt er det rigtigt farligt at prøve at bestige et af verdens to højeste bjerge uden brug af supplerende ilt. De forskellige dele af bjergsport, som det store flertal af udøvere er aktive i, har ikke en større risiko profil end andre sportsgrene og det giver deltagerne store glæder ved fysisk aktivitet, ved at prøve sig selv af - også psykisk og intellektuelt. Og så foregår det ofte de smukkeste steder på vore klode. På mange måder kan jeg se mig selv, men også mange kollegaer og klatre-venner som efterkommere af Paccard, hvor nysgerrighed og søgen efter at udforske det ukendte i natur og videnskab er den dybereliggende drift. En drift som har styret og udviklet menneskeheden. Hvad er der bag det næste klippefremspring og kan jeg komme der op og finde ud af det – er det galt eller genialt? REF: 1: E. Hawley: Himalayan Database 1950- 2005, American Alpine Club Press.ISBN: 0-930410-99-8.. 2: 3: Schöffl V, Kuepper T: Injuries at the 2005 World Championships in Rock Climbing. Wilderness and Environmental Medicine (in press). 4: Ekstrand J, Walden M, Hagglund M. Risk for injury when playing in a national football team. Scand J Med Sci Sports. 2004;14:34–38.
Retur til forside Retur til klatring
|
|
|
|